Søndagskronik i Berlingske: Valgresultaterne og den politiske fremgang til højreorienterede partier i Europa – senest understreget af Alternative für Deutschlands (AfD) fremgang – udstiller en nedslående tendens: Højredrejningen i Europa er en reel politisk kraft. I lyset af en mere rå og nationalistisk retorik søger millioner mod bevægelser, der lover tryghed ved at rulle den etablerede orden tilbage.
Denne reaktive højredrejning er gift for Europas fremtid. Historien viser med al tydelighed, hvad der sker, når det moderate centrum mister grebet om de kulturelle og folkelige samlingspunkter. De mere rå og destruktive kræfter overtager scenen. Men bekæmpelsen af højredrejningen sker ikke ved blot at ryste på hovedet af vælgerne og fordømme dem. Højredrejningen er symptomet på en dybere sygdom: alliancen mellem den billige liberalismes kulturelle tomrum og årtiers venstreorienterede kulturstrømninger i vores institutioner.
Gennem årtier har en overfladisk, instrumentaliseret liberalisme i parløb med en udbredt kulturdekonstruktion domineret vores tænkning. Hvor den billige liberalisme har reduceret tilværelsen til marked, rettigheder og teknokratiske regneark, har tidsånden udhulet de normer og traditioner, der holder et samfund sammen. Siden 1968 har fremherskende strømninger præget uddannelsessystem og kulturliv med den naive forestilling, at nationale rødder og kulturelle pligter var forældede undertrykkelsesmekanismer – kombineret med en naiv forståelse af masseindvandringens betydning for sammenhængskraften i Europa. Den billige liberalisme har på den anden side hyldet idealet om, at det frie menneske er det, som er mest løsrevet, mest uforpligtet og mest uafhængigt.
Resultatet er et dobbeltsidet svigt. Den billige liberalisme fjernede ånden og satte prisstempel på alt, mens kulturrelativismen fjernede de kulturelle ankre og forvekslede værdiløshed med tolerance. Tilbage står et Europa uden åndelig modstandskraft – samfund, hvor man kræver sin ret, men glemmer sin pligt. Når denne sjælløse model møder nutidens kriser, står de liberale demokratier forsvarsløst tilbage med kold jura, økonomiske vækstrater og svulmende bureaukrati.
Det er i dette tomrum, at nationalkonservative strømninger vinder terræn. Men løsningen på Europas krise er hverken at klamre sig til den billige liberalisme, lade det kulturrelativistiske svigt fortsætte eller at glide over i højredrejningen. Løsningen er at give den dyre liberalisme vægt.
For mig er dette min egen livserfaring. I 1990’erne var jeg udsendt som FN-soldat til Kroatien. I de smadrede landsbyer så jeg konsekvenserne af, hvad der sker, når utøjlet nationalisme og etnisk opdeling løber løbsk. Det nedbryder menneskeligheden og fører til borgerkrig. Nationalismens svar på utryghed er en illusion, der koster dyrt – ikke mindst i menneskeliv.
Lige så markant fik jeg den teknokratiske tænkemådes begrænsninger at mærke i 1995, da en landmine eksploderede tæt på mit ansigt under et testforsøg som ammunitionsrydder og ødelagde mit syn. Da mit liv blev slået ud af kurs, spillede kollektivistiske rettighedskataloger fallit. Velfærdsstatens støttesystemer har en værdi som ramme, men det offentlige system kan ikke erstatte det levende fællesskab eller levere den mening, et menneske behøver i en eksistentiel krise.
Ulykken viste mig, hvad der virkelig bærer et menneske. Det gør den dyre liberalismes ankre som familien, de nære venskaber, pligten og forpligtelsen i et levende fællesskab. Det var den forankring – bevidstheden om at være en del af noget større og have et ansvar for at forvalte den arv – der gav mig styrken til at generobre fremtiden.
Siden har den indsigt formet min vej. Jeg læste historie og filosofi, uddannede mig til coach og har i årtier hjulpet mennesker med at finde retning, mens jeg sideløbende er folkevalgt for Venstre i Hedensted Kommune. Fra disse perspektiver ser jeg det samme behov. Vores liberalisme må genfinde sin dybde. I den borgerlige debat bør vi fokusere på den dyre liberalisme frem for at falde i teknokratiets eller nationalismens fælde.
Den dyre liberalisme gør op med såvel den borgerlige regnearkstænkning, der hylder de golde markedskræfter og det uforpligtede menneske, som den venstreorienterede opfattelse af, at et stadigt mere omfattende kollektivistisk bureaukrati er løsningen på alverdens udfordringer. Vi må indse, at friheden er dyr, fordi den koster noget af det enkelte menneske. Sand frihed er ikke fravær af bindinger, men nærvær af forankring. Forankringen er ikke en spændetrøje, men selve forudsætningen for, at det enkelte menneske kan stå stærkt, indgå i frivillige fællesskaber, tage ansvar og træde i karakter.
Hvor den billige liberalisme måler et samfunds succes på størrelsen af bruttonationalproduktet, og venstrefløjen reducerer det til omfordeling af rettigheder, henter min liberale position sin næring i det klassiske europæiske idégrundlag: i den aristoteliske dydsetik og det kristne syn på individets frie ånd. Her er forankringen i kultur og fælles gods ikke en modstrid til friheden, men selve dens forudsætning. Intet menneske er en ø. Vi bliver først frie og hele mennesker i mødet og forpligtelsen over for den anden – i familien, naboskabet, foreningslivet og lokalsamfundet.
Vi må stoppe med blot at betragte os selv som forbrugere eller rettighedshavere. Vi er forvaltere, født ind i en kultur og en historie, vi har fået overleveret. Vores opgave er ikke at nedbryde kulturen i en misforstået tolerance, men at værne om den flamme, vi har fået givet.
Det er manglen på denne kulturelle rygrad, der gør Europa sårbart. Når borgere oplever, at vores værdier og samfundsmodel presses, er svaret hverken venstrefløjens berøringsangst over for at stille klare kulturelle krav eller højredrejningens nedbrydning af retsstaten. Svaret er at erkende, at et stærkt liberalt demokrati forudsætter et stærkt kulturelt fundament. En liberal retsstat skal stå ved sine forudsætninger, hævde sin frihedskultur og kræve noget af sine borgere.
Hvis vi vil redde Europas fremtid, skal vi tage et opgør på tre fronter samtidig:
For det første må vi tage et opgør med regnearkstænkningen: Min ulykke lærte mig, at offentlige systemer og økonomiske vækstrater aldrig kan erstatte menneskelige relationer. Civilsamfundet, familien og de lokale fællesskaber har en uvurderlig og dyb værdi, der er langt vigtigere end snævre økonomiske modeller.
For det andet må vi tage et opgør med kulturrelativismen: Vi skal stå ved vores europæiske og danske kulturarv og kræve, at de, der kommer hertil, lader sig integrere i vores værdifællesskab. Man kan ikke række ud mod verden, hvis man har mistet fodfæstet i sine egne rødder.
For det tredje må vi kontant afvise højredrejningen: Som jeg så det i de smadrede landsbyer i Kroatien, skaber nationalismens frygt, lukkethed og underminering af frihedsrettigheder blot nye katastrofer og nedbryder den åndelige frihed, den påstår at forsvare.
Når jeg ser tilbage på Kroatien og på den livsforandrende dag, da jeg fik ødelagt mit syn, står en sandhed helt klar for mig. Hverken markedets regneark, kulturrelativismen eller nationalismens lukkede grænser kan redde os, når krisen kradser. Det kan kun de bånd, der forpligter os på hinanden. Europas fremtid afhænger af, om vi har modet til at vælge en liberalisme med dybde, forpligtelse og kulturel forankring. Den dyre liberalisme viser os, at frihed ikke er en gratis gave eller et privat forbrugsgode, men et dyrebart ansvar, vi må bære og forvalte sammen.