Drop katastrofesnakken og tal Juelsminde op

af | aug 5, 2026

I denne måned er det 10 år siden, at min familie og jeg skiftede Aarhus ud med Juelsminde. Vi søgte noget andet end storbyens ræs: mere nærvær, tryghed, et sted at høre til og et stærkt lokalsamfund for hele familien. Børnene var dengang 8 og 10 år. Vores ønsker er til fulde blevet indfriet! Juelsminde har givet enormt meget igen – fra sommerens summen af liv til vinterens rolige fællesskab. Alt peger i retning af en livslang relation.

I øjeblikket kører debatten om Juelsmindes fremtid – igen. Den fik ny næring, da statistikken viste, at kun ét barn var blevet født i årets første måneder. Det har fået katastrofemeldingerne til at fyge fra flere sider. Vi står rigtigt nok overfor en opgave med at tiltrække flere yngre familier, hvor børnene kan fylde geledderne op i institutionerne og skolen. Her er en balanceret udvikling helt afgørende. Vi skal værne om byens særlige kvaliteter, samtidig med at vi fornyr os. Den balance har vi allerede talt meget om, og den samtale bør naturligvis fortsætte.

Byens placering kan kræve lidt mere transporttid i forhold til arbejde og ungdomsuddannelser. Men det er intet at regne i forhold til den øgede livskvalitet, som vi har fået. Vores families historie er ikke unik. Men den drukner lidt, når et negativt fokus får for megen spalteplads. Juelsminde er en perle, som jeg ønsker, at endnu flere får øjnene op for.

Derfor er mit forslag, at vi målrettet sætter ind og fremhæver alle de kvaliteter, der er for et godt og trygt familieliv i hele Juelsmindeområdet. Det negative fokus gavner ingen – tværtimod. Vi kan starte med at række ud til alle de offentligt og privatansatte, der pendler til byen hver eneste dag og fortælle dem om det gode familieliv, som der er optimale rammer for. Fra kommunalt hold skal vi skabe ro omkring de offentlige arbejdspladser, vi har, og samtidig se åben på, at flere kan komme til. Jeg vil ligefrem sige, at vi har en pligt til at fortælle om, hvor god en ramme, vi har til at skabe det gode familieliv. Jeg spurgte vores børn, hvorfor de er så vilde med Juelsminde. De havde meget på hjertet. Den ene sagde blandt andet, at her kender vi hinanden og alle er så søde. Den anden sagde kort, at der er bare så gode “vibes”.

https://hsfo.dk/debat/drop-katastrofesnakken-og-tal-juelsminde-op