I 2030 skal Hedensted Kommune have reduceret CO2-udledningen med 70% sammenlignet med 1990. I runde tal mangler vi at reducere med 120.000 tons CO2. Kravet om reduktion kommer fra staten, og det er på den måde en skal-opgave. Vi har også i den eksisterende klimaplan, som vi skal revidere i år, et mål om at kunne producere den strøm, som vi bruger. Det mål har vi selv sat i kommunen.
Skal-opgaven kan vi i særlig grad indfri, når vi udtager arealer til lavbundsjord og skovrejsning, som del af den grønne trepartsaftale, igennem en eventuel etablering af et biogasanlæg samt ved at opstille solcelle- og vindmølleanlæg. Men vi har en udfordring, og det skyldes begrænsningen i arealer, der er egnede til formålene.
I disse år er der rift om de åbne arealer. Solcelleanlæg og vindmøller kræver plads. Det gør den store arealomlægning med udtagning af arealer til lavbundsjord og skovrejsning også. Vi ønsker både at producere mere grøn strøm fra vedvarende energi, reducere CO2-udledningerne til atmosfæren, reducere kvælstofudledning til åer og fjorde samt få mere natur og biodiversitet. Samtidig skal vi producere fødevarer i topklasse på landbrugsjordene – og set fra mit perspektiv spiser jeg hellere danskproducerede fødevarer end noget fra fjerne himmelstrøg. Med så mange ønsker til de samme arealer, er det tvingende nødvendigt, at vi prioriterer, hvad vi vil.
Derfor foreslår jeg, at vi får en grundig debat om vores lokale ønske til at være selvforsynende med strøm gennem opstilling af især solcelleanlæg og vindmøller, da det kræver mange hektar jord at indfri, hvis vi skal nå helt i mål. Jeg har ikke noget imod solceller og vindmøller, men når anlæggene er sat op, står de der i 30 år. Samtidig ser vi, at teknologien udvikler sig hurtigt, og vi bør holde døren åben for nye veje, der mere effektivt og mindre pladskrævende får os i retning af tilstrækkelig strømproduktion. Som strømnettet er forbundet med resten af Danmark og Europa, er det bedre at se det i et større perspektiv end et lokalt. Oven i dette kommer en tilsvarende drøftelse af, hvordan vi balancerer udvikleres ønsker om at opstille anlæg på de åbne arealer med påvirkningen af de borgere og det kulturlandskab, der er omkring dem.
https://hsfo.dk/debat/kan-vi-baade-faa-skov-solceller-og-mad-paa-bordet-vi-mangler-plads-i-hedensted
