På egen krop har jeg erfaret, hvad det vil sige at få revet tæppet væk under forestillingen om det uafhængige, selvtilstrækkelige menneske. Da jeg mistede synet til en eksploderende landmine som 20-årig, lærte jeg en lektie, som intet teoretisk studium kunne have givet mig: Mennesket er ikke en isoleret ø. Vi fødes ikke i et tomrum, og vi kan ikke bære tilværelsen alene. Det uafhængige menneske er en illusion, der kun holder, så længe solen skinner, og alt går efter planen.
Det var ikke den grænseløse, uforpligtende frihed, der bar mig igennem tabet af mit syn. Det var mine ankre i form af familien, historien, min tro på forvalteransvaret og de stærke fællesskaber, der greb mig. Det er i de øjeblikke, man opdager, at ægte frihed koster noget. Den kræver, at vi tør stå i gæld til hinanden, og at vi tager ansvaret på os – også når det gør ondt.
Min tid som veteran fra Balkan viste mig det samme fra en anden vinkel. Fred, frihed og tryghed er ikke naturfænomener, der opstår af sig selv. De er dyrt købte tilstande, stramt opretholdt af mennesker, der har været villige til at betale prisen og bære et forpligtende ansvar for andre.
Alt sammen værdier, som liberalismen er med til at understøtte. Derfor er der for mig at se ingen tvivl om, at liberalismen er det mest opbyggelige og dynamiske tankegods for et sundt samfund. Det er liberalismen, der har givet os videnskabens kvantespring, det frie markeds enorme skabekraft, personligt initiativ, åndsfrihed og ligeværd. Liberalismen har frigjort menneskeligt potentiale som ingen anden idé i historien. Det skal vi hylde og værne om.
For liberalismen har en indbygget fare: Den kan blive billig. Den billige liberalisme gør mennesket til en isoleret ø uden rødder og friheden til en overfladisk forbrugsvare. Den har forvekslet frihed med et ideal om at være mest muligt uforpligtet – uden moralsk gæld over for tidligere generationers indsats og de mennesker, vi lever sammen med.
Da den tyske teolog Dietrich Bonhoeffer i 1937 og senere, da han var fængslet af nazisterne formulerede sit opgør med samtidens kirke, advarede han mod den billige nåde – en tro uden omkostninger, uden anger og uden forvandling. I vores moderne politiske samtale har vi foretaget nøjagtig samme fejlgreb. Vi har dyrket en billig frihed og glemt, at det, der intet koster, i sidste ende intet er værd.
Den billige liberalisme har bildt os ind, at fremskridt handler om at kappe enhver binding. Men et menneske uden dybe rødder eller historisk tyngde bliver ikke frit. Det bliver vægtløst. Og vægtløse mennesker blæser omkuld, så snart kriserne raser. Vi har skabt et samfund af forbrugere, der forventer, at rettigheder er noget, man får tildelt på et sølvfad, mens ansvaret for fællesskabet er noget, som systemets ansatte tager sig af.
Denne udvikling er en alvorlig trussel mod vores sammenhængskraft. Når idealet bliver, at mennesket er sin egen ø, forvandles velfærdssamfundet gradvist til en servicebutik. Borgeren træder ud af forvalterrollen og ind i tilskuerrollen. Hvis folkeskolen gør knuder, råber vi på staten. Hvis foreningslivet mangler hænder, forventer vi kommunale løsninger. Og når antidemokratiske strømninger vinder frem, overlader vi ansvaret til politiet og lovgiverne, mens vi selv kigger den anden vej, mens vi tænker: ”Det må andre tage sig af. Jeg betaler jo skat!”
Heldigvis er der tegn på positive ændringer. Vi er som samfund begyndt at komme ud af den bekvemmelighedsboble, hvor vi bildte os ind, at fred, frihed og tryghed var en gratis omgang. Genoprustningen af vores forsvar er i gang, vi taler om åndelig oprustning, og der er en voksende erkendelse af, at fællesskab og pligt igen skal fylde noget i vores liv. Vi er på rette vej, men vi har travlt. Hvis vi skal sikre vores frie samfund mod geopolitiske rystelser, må vi skrotte den billige liberalisme og i stedet favne den dyre liberalisme.
Et liberalt demokrati kan ikke lovgive sig til et moralsk fundament. Retsstaten og frihedsrettighederne er afgørende rammer, men de er tomme skaller, hvis ikke de fyldes af engagerede borgere. Når vi lader lade-stå-til-mentaliteten råde i en forventning om, at andre må ordne problemerne, er det ikke udtryk for liberalt overskud. Det er udtryk for moralsk dovenskab og et svigt af de næste generationer.
Den dyre liberalisme gør det stik modsatte. Den ved, at friheden kun blomstrer, når den bæres af menneskers indsats og daglige handlinger baseret på stærke ankre og borgerlige dyder:
Pligtfølelse og ansvar: Liberalisme er ikke at klare sig selv alene, men at tage ansvar for sig selv og sine nærmeste. Det er den unge, der tager sin værnepligt på sig med stolthed, og forælderen, der tager trænerjakken på i idrætsforeningen.
Ordentlighed og civilcourage: Det er modet til at sige kontant fra over for dem, der arbejder ihærdigt på at ødelægge vores liberale demokrati og kulturelle rødder. Frihed kræver, at vi dyrker tillid, sandhed og retten til forskellighed uden at forvandle tolerance til blindhed over for antidemokratiske kræfter.
Forvalterånden: Vi ejer ikke friheden som privat ejendom. Vi har den til låns og skal aflevere den i endnu bedre stand til de næste generationer. Vi er gartnere i en have, vi ikke selv har plantet.
For at genopbygge samfundets moralske kapital må vi gribe ud efter forvalterprincippet. Hvad enten vi henter inspiration i Aristoteles’ tanker om, at en stærk karakter formes gennem daglige vaner, eller i den bibelske lignelse om de betroede talenter, kaldes vi til det samme ansvar. At være forvalter betyder at træde ud af klient- og tilskuerrollen og tage ansvar og den svære konfrontation, når vores grundlæggende værdier trues.
Et træ vokser heller ikke højt og udfolder sin krone mod lyset ved at skære sine egne rødder over. Den billige liberalisme har bildt os ind, at rødder begrænser os, men sandheden er den modsatte. Det er vores dannelse, historiske bevidsthed og levede borgerlige dyder, der udgør det dybe rodsystem. Jo dybere rødderne er, desto højere kan det enkelte menneske strække sine grene ud mod friheden uden at blæse omkuld.
Vi har genfundet retningen og taget de første skridt. Nu skal vi skrue op for tempoet og give rødderne næring. Det er nu, vi skal vise, at den ægte, dyre liberalisme er det stærkeste vækstlag for frie, ansvarlige mennesker. Friheden kan kun blomstre, når vi står ved de værdier, den gror ud af. Prisen for et frit og stærkt samfund er forpligtelse – og det er en pris, vi skal være klar til at betale, hvis vi reelt vil friheden.
Da jeg mistede synet, begyndte rejsen med at lære at smøre en spegepølsemad på ny. Jeg skulle finde mine ben i et samfund, hvor den billige liberalisme tilbød mig en tryg tilskuerrolle på førtidspension, hvor ingen forventede noget af mig.
Jeg ville ikke spises af med passivitet. Jeg ville vise, at et menneske altid har et ansvar for at forvalte sit liv og gøre en forskel – uanset omstændighederne. Hvis jeg kan, kan andre også. I dag er jeg cand.mag., byrådsmedlem, ægtemand, far, forfatter og selvstændig på 20. år. Min nyeste bog er skrevet som et personligt og principielt opgør med den billige liberalisme. Den hedder ”Forankret frihed – opgør med den billige liberalisme”.