Kultur på landet er en investering i stærke lokalsamfund

af | jan 29, 2026

Debatindlæg i Jyllandsposten skrevet med Museumsleder på Glud Museum, Helle Ingerslev og Folketingsmedlem og landdistriksordfører, Anni Matthiesen (V).

Den danske kultursamtale domineres ofte af store institutioner og nationale fortællinger. Uden for byerne findes imidlertid en anden kulturarv, som fylder mindre i den offentlige debat, men som afspejler de fleste danskeres hverdag. Her findes en skattekiste af historier om livet på landet, der har endnu uudnyttet potentiale.

Landsbymuseer som Glud Museum i Hedensted Kommune fortæller historierne om hverdagslivet på landet gennem tiden: om fællesskaber, arbejde, familieliv og en nær tilknytning til natur og landskab. Det er fortællinger, de fleste danskere kan spejle sig i, og som giver en grundlæggende forståelse for, hvor vi kommer fra. Men det er også historier, der er i fare for at sande til, hvis vi ikke arbejder aktivt for at understøtte og bevare dem.

Små kulturinstitutioner spiller en særlig rolle, især i en tid hvor landdistrikterne oplever affolkning. De fungerer som samlingspunkter, hvor lokale mødes om viden, samtale og fælles erfaringer. Når det nære fællesskab bliver mindre, vokser ofte interessen for det, der binder os sammen. På landet ses det tydeligt, at engagementet i lokale arrangementer og kultur er stort. Derfor er kultur på landet ikke blot et spørgsmål om bevarelse, men om livskvalitet. Stærke lokale kulturtilbud er med til at gøre det attraktivt at leve, blive og engagere sig i lokalsamfund uden for de store byer.

Glud Museum har de senere år formået at vende en negativ udvikling i besøgstal og kunne i 2025 notere en fremgang på 58 pct. Museet arbejder målrettet på at være relevant, også for de yngre generationer, og udviklingen viser, at interessen for vores fælles kulturarv er stigende, når der investeres aktivt i formidling og publikumsrettede tilbud.
Erfaringerne viser samtidig, at potentialet langt fra er fuldt udfoldet. På Glud Museum er der plads til fordybelse i lokal historie og kulturarv uden skærme og hurtige svar. Det er der efterspørgsel på. Denne form for kulturel dannelse giver børn og unge rodfæste og stolthed over deres ophav, men forudsætter fortsat arbejde og opbakning, hvis den positive udvikling skal fastholdes. Vi har mistet noget af den nærhed til naturen og landskabet, som tidligere generationer tog for givet. Men gennem mødet med den nære kulturarv kan vi genfinde forbindelsen og forstå den udvikling, der har ført os fra ploven over mekaniseringen og velfærdssamfundet til de landskabsmæssige forandringer, der kommer til at ske de kommende år. Kultur på landet er ikke nostalgi, men fungerer som en levende fortælling om hverdagsliv og fællesskab, som er afgørende for sammenhængskraften i hele landet. Hvis vi vil tage landdistrikterne alvorligt, må vi også tage deres kultur og historie alvorligt ved at investere aktivt i de lokale kulturtilbud, der styrker livskvalitet og fællesskab uden for de store byer.

https://jyllands-posten.dk/debat/breve/ECE18917997/kultur-paa-landet-er-en-investering-i-staerke-lokalsamfund