Vi skal fastholde arbejdspladser i Juelsminde. Det kommer jeg til at fokusere på, da det er helt afgørende for byens fremtid og fortsatte udvikling. Vi har sådan set allerede ganske mange private og offentlige arbejdspladser, og dem skal vi værne om. Uden dem eroderer grundlaget for områdets vækst. Vi har f.eks. 160+ primært administrative stillinger på Juelsminde rådhus. Det glemmer mange, når jeg taler med dem om vigtigheden af at fastholde offentlige arbejdspladser i Juelsminde. Man tænker i stedet for på ansatte på skolen, i daginstitutionerne og inden for ældreplejen. Det er måske også derfor, at socialdemokratiet med Kasper Glyngø i spidsen har kunnet komme afsted med at sige, at de ønsker at samle administrative funktioner i Hedensted. Mads-Peder Søby fra SF, som også er bosiddende i Juelsminde, har sagt det samme. I praksis vil det betyde, at mere end 160 arbejdspladser trækkes væk fra byen! Vi vil sandsynligvis også miste rådhuset som konsekvens. Det vil ikke gavne Juelsminde. Det vil derimod gøre bosætning vanskeligere. Udhules attraktiviteten ved at bosætte sig her for familier, fordi der ikke er arbejde at få, truer det samtidig antallet af ansatte på skolen og i daginstitutionerne. Vi skal den modsatte vej og fastholde eksisterende arbejdspladser og tiltrække flere.
Udvikling af Juelsminde havn har stor fokus. Jeg ønsker gerne en balanceret udvikling af havneområdet, hvor havnens særlige charme og tiltrækningskraft fastholdes. Både fra S og SF har det lydt at det er vigtig at udvikle havnen for at tiltrække borgere, turister og erhverv til byen. Det er et gevaldigt fejlskud, at de ønsker at udvikle havnen for at sikre Juelsminde, og så samtidig er optaget af at trække 160+ offentlige ansatte væk fra byen.
Prøv at svare på følgende: Hvor mange ansatte i caféer og andet liberalt erhverv på havnen skal der til for at råde bod på tabet af 160 helårsstillinger på Juelsminde Rådhus?
Det regnestykke kommer ikke til at gå op. Jeg ønsker i stedet, at vi passer på eksisterende og får flere arbejdspladser til byen. Vi skal passe rigtig godt på de kvaliteter, vi allerede har i Juelsminde. Det har jeg haft, det har jeg og det vedbliver jeg med at have fokus på, såfremt jeg opnår valg i november.
