Jeg hører til dem, der ikke brød sig synderligt om, at Venstre gik i regering med Socialdemokratiet i 2022. Jeg brød mig imidlertid endnu mindre om, at Danmark skulle ledes af et rødt flertal, som mandatfordelingen åbnede for. Jeg brød mig bestemt heller ikke om, at mit eget parti gjorde Mette Frederiksen til Statsminister, når den tidligere formand for Venstre så klart havde udelukket det. Jeg håber, at Troels Lund Poulsen holder mulighederne åbne og går efter den løsning, der skaber de bedste betingelser for sunde borgerlige resultater, som kan styrke Danmark. Vi har brug for en regering, der er i stand til at navigere klogt i den vanskelige situation, vi står i, når det kommer til trusler fra både øst og vest. Skærer vi alt fnidderet væk, går sikkerhed forud for alle de hjemlige skærmydsler. For hvad betyder det at have gode børnehaver, hvis der holder en russisk kampvogn på gaden uden for? Forsvar bør altid gå forud for velfærd. Vi må aldrig – som i aldrig – miste denne grundlæggende præmis af syne. Krig er helvede på jord. Se bare mod Ukraine, der kæmper for deres ret til at eksistere som demokrati og selvstændig stat.
Vi har desværre endnu ikke et stærkt forsvar, der i tilstrækkelig grad evner at passe på Danmark. En del landspolitikere og selvfølgelig alle os vælgere, bærer ansvaret for det. For vi har de beslutningstagere, vi vælger. En af de få gode ting, der imidlertid er sket efter Ruslands angreb på Ukraine og USA’s trusler mod Kongeriget og Europa er, at naivitetens slør er fjernet fra vores øjne. Ingen har mere end Venstre og Troels Lund Poulsen arbejdet solen sort for at få sat skub i den helt nødvendige oprustning, og for at vi får skabt alliancer mellem Danmark og lande, vi kan stole på. Det er rigeligt for mig til at sætte et kryds ved hans navn. Vi skal stile efter fred, og det skal være en fred gennem styrke. Ellers lader vi rovdyrene sætte dagsordenen i et lille land som vores. Vi har brug for oprustning og alliancer, så vi kan forsvare os overfor bøllerne fra Rusland, Kina og USA. En regelbaseret verdensorden har siden 2. verdenskrig og indtil for nylig sikret forholdsvis stabile og sikre rammer i vores del af verden. Den regelbaserede orden skal vi værne om, og det fokus har Venstre.
https://hsfo.dk/debat/sikkerhed-er-vigtigst-og-her-leverer-venstre-varen
